Stena tanker slap nådigt fra piratangreb
Det 49.600 dwt. store produkttankskib Stena Immortal blev juledag angrebet af seks indonesiske pirater i Singapore Strædet, da det var på vej i østgående retning. Piraterne blev opdaget i maskinrummet af maskinmesteren, der straks slog alarm.
Stena Immortal blev angrebet af pirater i Singapore Strædet. Foto: Stena Bulk..
De seks pirater, der ifølge rapporterne var ubevæbnede, flygtede herefter fra tankskibet i små både, uden det kom til sammenstød med besætningen, rapporterer organisationen ReCAAP, der opsamler oplysninger om piratangreb i området.
Ifølge organisationen var angrebet det 30. røveriforsøg mod et fartøj på vej gennem Singapore Strædet i år. I de seneste måneder er angrebene i stigende grad skiftet fra at ramme skibe gående mod vest til at gå ud over større skibe i østgående retning i det travle stræde.
Og angrebene er taget til omkring jul, hvor der er rapporteret om i alt angreb på i alt seks bulkere og tankskibe i den seneste uge. I de fleste tilfælde er piratangrebene endt uden, at det er blevet stjålet noget.
Ifølge de maritime myndigheder er angrebene blevet udført af kriminelle bander fra indonesiske øer i området.
Kilde: TradeWinds.