Søulykkesrapport om kollision og forlis
Den Maritime Havarikommission har udarbejdet en søulykkesrapport om kollision mellem sandsugeren Tønne og entreprenørskibet Helle Saj den 21. november 2011, der førte til Helle Saj’s forlis.
Den 21. november 2011 om eftermiddagen kolliderede sandsugeren Tønne med entreprenørskibet Helle Saj ud for Thorsminde havn. Helle Saj kæntrede og forliste, men begge ombordværende var uskadte og blev reddet af Tønne kort efter kollisionen. Der skete ingen personskade og kun ringe materiel skade i Tønne.
Da kollisionen skete, var Helle Saj under forlægning fra Thorsminde havn mod skibets klapplads vest af havnen, og skibet var fuldt lastet med bundmateriale. Tønne var under forlægning fra sin klapplads sydvest af havnen mod Thorsminde havn, og dette skib var tomt. Der var ringe sigtbarhed på grund af tåge. Efter forliset sandede vraget af Helle Saj hurtigt til. Der skete ingen væsentlig forurening af omgivelserne som følge af søulykken.
Havarikommissionen vurderer, at intensiv brug af indbyrdes aftaler over VHF imellem skibene om hensigter, placering og bevægelser m.v. medførte tilsidesættelse af søvejsreglerne. Rutine, anvendelse af elektronisk søkort med AIS-oplysninger frem for brug af radar, aftaler over VHF og kendskab til andres skibes adfærd dannede en praksis, der i det daglige arbejde var problemløs, men som viste sig at være kritisk under de givne ugunstige forhold.
Rapporten er på dansk, og kan læses HER
Kilde: Den Maritime Havarikommission