Søby Værft tilbage med sorte tal i 2017
Efter et ordentlig hul i jorden med et underskud i 2016 på 5,7 mio. kr. har Søby Værft vendt udviklingen og kom ud af 2017 med et overskud på 1,5 mio. kr. Et resultat, som ledelsen betegner som “tilfredsstillende”. Selskabet forventer stigende aktivitet over de kommende år.
2017 startede svagt med aktivitet under middel, men så steg aktiviteterne indenfor reparationssegmentet i 2. kvartal og var stabil i resten af året, skriver selskabet i sin årsberetning. På nybygningssiden var værftet ramt af forsinkelser en E-ferry, der krævede betydelige ekstraordinære indsatser og ressourcer.
Tre nye ordre på fisketrawlere kom i bogen i løbet af 2017, der nu tæller i alt fem skibe. Ud over de tre fiskefartøjer er der tale om en 100 pct. eldreven færge til Søby-Fynshav overfarten og en hybridfærge til Thyborøn-Agger overfarten.
Selskabet oplyser, at de tiltag omkring omkostningsbesparelser og salgsaktiviteter, som blev sat i værk i 2016, har haft en positiv indvirkning på resultatet i 2017.
Selskabet har igangsat en forlængelse af DOK3 med 25 meter, finansieret af Vækstfonden, og forlængelsen forventes sammen med det mere stabile marked at medvirke til stigende aktiviteter over de kommende år.
De to færger står foran levering i dette forår, mens trawlerne skal leveres i sensommeren i år.
Selskabet bogførte i 2017 en bruttofortjeneste på 34,7 mio. kr., hvilket var en markant stigning i forhold til 2016, der landede på 21,9 mio. kr. Den ordinære drift blev forbedret med 10 mio. kr. til 2,8 mio. kr. i 2017.
Selskabet havde ved udgangen af 2017 en egenkapital
på 32,2 mio. kr. og beskæftigede over året omkring 120 personer. Værftet har hen over året forøget egen medarbejderstab med 15 personer.
Kilde: Søby Værft