Slusen i Hvide Sande fylder 90 år
Da slusen stod færdig i 1931, landede den på et tørt sted. Både fordi området blev tørlagt under bebyggelsen, og fordi det var vældig veltrængt. Før afvandingsslusens tid blev landbrugsarealer ved Ringkøbing Fjord nemlig ofte oversvømmet. Fjordens afløb mod havet sandede simpelthen til.
Derfor startede bebyggelsen af en afvandingssluse i 1929. To år senere stod den færdig, og den 30. august 1931 kl. 07:27 blev portene åbnet for første gang
Gennem årene har Kystdirektoratet løbende vedligeholdt slusen, og heldig vis byggede datidens dygtige slusebyggere en solid konstruktion, som kan holde mange år endnu - selv når bølgerne går højt, og vinden er strid.
Du kan få hele historien, når Levende Historie - Ringkøbing-Skjern Museum inviterer til fødselsdagsfest inde i slusen fra den 30. august – 5. september.
Kilde: Kystdirektoratet