Skudramt kaptajn hjemme igen
Den danske kaptajn fra rederiet Norden, der den 11 marts blev ramt af et skud i brystet i forbindelse med et røveri i den brasilianske havneby Salvador da Bahia, er blevet fløjet hjem til videre behandling i Danmark.
Af hensyn til den sårede kaptajn og hans familie ønsker rederiet fortsat ikke at give yderligere oplysninger. Men en ansat i rederiet siger til Tradewinds:
"Han klarer sig godt. Hans familie fløj ud til ham i Brasilien, og i går blev han fløjet hjem til Danmark, eskorteret af en læge".
Kaptajnen havde været ud at spise sammen med en kollega, og ventede på en taxa, da røveriet skete. Under røveriet blev der affyret et skud der ramte kaptajnen i brystet, og gik ud gennem skulderen.
Han blev efterfølgende bragt til et privathospital og opereret.
Nord Butterfly, som den sårede kaptajn var fører af, var ankommet til Brasilien fra Argentina den 8. marts. En anden kaptajn blev efterfølgende fløjet ud til skibet der fortsatte den planlagte sejlads den 13. marts.
Kilde: Tradewinds