Skifteskib har endnu sit første skifte til gode
Esvagt har for længst taget levering af det nye skifteskib Esvagt Dana, som er betegnelsen for det skib, som sejler afløsermandskab ud til de skibe, som ligger på station et eller andet sted på havet. Men nybygningen har endnu ikke udført en rejse i den tiltænkte rolle.
Da skibet var færdigt fra værft lykkedes det Esvagt at få skibet sluttet til et vindmølle-job ud for Belgiens kyst. Esvagt markedsfører nybygningen både som skifteskib, men også som Service Operation Vessel – altså de skibe, der bruges i vindmølleindustrien som hotel, værksteds- og lagerskib.
Esvagt Dana er leveret fra Astilleros Zamakona-værftet i Bilbao og har som nævnt været længe undervejs. Faktisk blev det søsat i 2017, men var under bygning lige midt i den værste lavsæson nogensinde i nyere tid. Det betød, at Esvagt havde en stribe skibe liggende oplagt hjemme i Esbjerg, og således var der ikke rigtig brug for flere enheder.
Så aftalen med byggeværftet blev, at arbejdet gerne måtte ske i langsommere tempo. Så den endelige aflevering fandt sted i slutningen af juni 2018, hvorefter Esvagt Dana tog turen nordover Biscayen til Zeebrügge i Belgien og gik direkte ind i et charter-arrangement.
De tiltænkte opgaver med at sejle afløsermandskab til og fra skibe på station til søs, er så i mellemtiden blevet udført af de to skibe, som har gjort det i årevis. Det er Esvagt Alpha, der oprindelig er bygget som bøjeskibet Argus til Farvandsvæsenet og som siden 2000 har sejlet for Esvagt. Først i bareboatcharter, men fra udgangen af 2008 har skibet været ejet af Esvagt. Det andet skifteskib er Esvagt Beta, som kom til flåden i 2008, da det blev indkøbt fra Falklandsøerne i Sydatlanten. Esvagt Beta er en ren årsunge i forhold til Esvagt Alpha. Det tidligere bøjeskib er bygget tilbage i 1971, mens Esvagt Beta er fra 1991.
Læs hele artiklen om Esvagt i den nye udgave af Magasinet Maritime Danmark herunder: