Skibsindustrien vil omfattes af EU-kvoter
Organisationer i skibsfartsindustrien beder nu EU´s organer om at inkludere udledning af CO2 fra skibe i EU´s handelssystem for CO2-kvoter. Dermed støtter de EU Parlamentets forslag om at regulere sektoren, hvis IMO ikke tager skridt til at gøre det.
To organisationer, der omfatter befragtere og store fragtkunder, har bedt EU Parlamentet, Rådet og EU Kommissionen om at inkludere skibes udledninger i EUs handelssystem (ETS) under en særlig fond. Det oplyser miljøorganisationen Transport & Environment (T&E) i en pressemeddelelse.
I følge T&E støtter skibsfartsindustriens kunder EU Parlamentets miljøkomités forslag om at regulere sektoren gennem en Maritime Klima Fond fra 2023, “hvis IMO (FN´s maritime organisation) ikke leverer en global målsætning fpr skibes udledning af drivhusgasser”.
“Skibes CO2 udledninger er komplet uregulerede og industrien er den eneste i Europa, der ikke bidrager til 2030 målene for reduktion af udledninger. Parlamentet har ret i, at dette må ændres, hvis IMO ikke gør noget. En lavere CO2 udledning betyder mindre opvarmning og lavere brændstofforbrug, hvilket reducerer omkostnignerne. Det er en win-win for industrien, befragtere og forbrugere, siger Bill Hemmings, direktør i Transport & Environment.
De to organisationer bag henvendelserne til EU er “The Clean Shipping Index”, der repræsenterer 29 store transport-købere, og BICEPS, der består af internationale virksomheder med global handel.
Kilde: Transport & Environment
