Skib højt til vejrs i Lindø Industripark
Den store portalkran i Lindø Industripark har lavet et kæmpeløft. Portalkranen har i dag løftet skibet M/V Norbjørn II - der er 77 m langt, 13 m bredt og vejer 880 tons - fra vand og 45 m op i luften, hen over den store Hal Syd, inden det blev sat på land.
Opgaven er udført for H.J.Hansen, der har lejet et areal bagved Hal Syd, hvor de nu går i gang med ophugning af skibet. Ophugningen forventes at tage ca. 14 dage.
”Lindø har de kraner, arealer og miljøanlæg, vi har brug for, til at vi kan ophugge skibe og sende jernet tilbage til stålværkerne som nye råvarer. Og så betyder det utrolig meget, at Lindø stadig har den erfaring, der skal til for at kunne tage de store løft”, siger adm. direktør Jens Hempel-Hansen fra H.J.Hansen.
Størstedelen af skibets vægt er jernskrot, som H.J.Hansen skærer og klipper op til en råvare, som kan sælges til stålværker. Metallerne bliver sorteret på virksomhedens shredderanlæg i Odense.
Skibet blev før løftet tømt for væsker og olie, som enten sendes til genbrug eller til nyttiggørelse.
”Det er dejligt at få denne type opgave fra H.J.Hansen. Det viser netop, at portalkranen kan bruges til andet end at bygge skibe. Vi satser også fremadrettet på at udføre løfte- og transportopgaver på projektbasis for kunder inden for infrastruktur-, vind- og offshore-området. Vi har både løfte- og transportkapacitet op til 1000 tons, der ikke findes magen til i Nordeuropa”, siger Transport- og havnechef Peter Blazejewicz, Lindø Industripark. Kilde: Lindø Industripark