Sea Installer ankommet til Esbjerg
A2SEAs nybyggede installationsskib Sea Installer ankom fredag aften til Esbjerg, efter en halvanden måned lang tur halvvejs rundt om jorden, fra COSCO værftet i den kinesiske havneby Qidong
”Vi er meget stolte over at kunne byde Sea Installer og hendes besætning velkommen til Danmark”, siger Jens Frederik Hansen, adm. direktør i A2SEA.
”Fartøjet er et andengenerationsfartøj indenfor offshore vind bygget til effektivt at transportere og installerer havvindmøller. Fordi fartøjet kan medbringe flere møller på én gang, er det med til at reducere omkostningerne ved installation af grøn energi. Så arbejdsradiussen er betydeligt større på dette fartøj modsat de fartøjer, der indtil nu har arbejdet i offshore vind” siger Jens Frederik Hansen, der glæder sig til at se hende i aktion.
”Vi har set frem til ankomsten af Sea Installer igennem noget tid nu. Rejsen gennem piratfarvand gik heldigvis godt, og det bliver nu spændende at følge, hvordan fartøjet performer, når det snart indsættes i operation, ved opsættelse af 2 Siemens 6 MW møller på DONG Energys projekt Gunfleet Sands 3”.
Sea Installer er beskæftiget uafbrudt foreløbigt frem til 2014 med installation af testmøller på Gunfleet Sands 3, Anholt fra februar til april 2013 og West of Duddon Sands fra april 2013 til midt 2014 i det Irske Hav.
A2SEA planlægger et ”Åbent skib” arrangement for kunder, pressen, offentligheden og ansatte tirsdag den 19. februar 2013 i Grenå.
Kilde: A2SEA
Se billedserie af Sea Installer HER
Billederne er optaget af Poul Thomsen, og vi takker for de flotte billeder af det imponerende skib.