Scandinavian Star omkomne mindes
I dag er det 25 år siden 159 mennesker omkom, da færgen Scandinavian Star brød i brand natten mellem den 6. Og 7. april på vej fra Oslo til Frederikshavn. I den forbindelse er Scandinavian Stars Danske Støtteforening og Frederikshavn Kommune gået sammen om et mindearrangement.
Norsk politi har for nylig forlænget efterforskningen af de påsatte brande på Scandinavian Star. Sagen ville ellers blive forældet efter 25 år ifølge norsk ret. Men nye oplysninger, der kom frem i 2013 fik både danske og norske myndigheder til at holde en høring i sagen i januar 2015.
I 1991 pegede Oslo Politi på den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen som den mest sandsynlige brandstifter. Sagen blev dog henlagt, fordi han omkom i branden. I juni 2014 trak man anklagen tilbage, da nye oplysninger, viste, at nogle af brandene på skibet var påsat efter chaufførens død. Det fik en ny gruppe efterforskere fra Oslo Politi til at gå sagen igennem endnu en gang.
Under den nye høring i København i januar i år kom det desuden frem, at branden med stor sikkerhed opstod i svensk farvand, og egentligt skulle være efterforsket af de svenske myndigheder.
I anledning af 25-års dagen afholdes i Frederikshavn et mindearrangement, hvor overlevende, efterladte, pårørende, hjælpepersonel og andre indbydes. Arrangementet starter klokken 16.00 med følgende program.
Kl. 16.00 Mindegudstjeneste i Frederikshavn kirke ved sognepræst Laurids Korsgaard.
Kl. 17.00 Kransenedlæggelse på Frederikshavn havn, hvor Scandinavian Star skulle have lagt til. Alle har mulighed for at lægge kranse og blomster m.v. Borgmester Birgit Hansen lægger en krans på vegne af Frederikshavn kommune. Ordet vil være frit.
Kl. 18.00 Frederikshavn kommune er vært for bespisning i Rådhuscentret af udenbys deltagere.
Kl. 19.30 Foredrag på Frederikshavn bibliotek. Mike Axdal fra Scandinavian Stars danske støtteforening fortæller om færgens brand. Deltagelse er gratis for udenbys deltagere, som er tilmeldt bespisningen.
Kilde: kanalfrederikshavn, scandinavianstar.no og Redaktionen
