Scandinavian Star: Forkert fik skylden
Det var den forkerte mand der fik skylden for branden om bord på færgen Scandinavian Star, der i 1990 kostede 159 mennesker livet. Det skriver svensk STV på sin hjemmeside, der citerer indsatsleder Ingvar Brynfors fra Frölunda Brandstation.
Brynfors afviser, at den danske chauffør Erik Mørk Andersen, som norsk politi har udpeget som gerningsmand, umuligt kan have påsat de sidste brande på skibet.
”Den danske chauffør var en af de første, der døde. Han lå i sin kabine og var død af røgforgiftning”, siger Brynfors i en ny dokumentarudsendelse om Scandinavian Star.
Der var seks brande i alt, og da den danske chauffør døde efter den anden brand, kan han helt udelukkes som gerningsmanden, siger indsatslederen, der selv deltog i redningsarbejdet, og var den første brandmand, der ankom til den brændende færge.
En norsk arbejdsgruppe fremlægger i morgen få dage før årsdagen for ulykken nyt materiale om branden, som angiveligt vil frikende Erik Mørk Andersen helt og fremlægge en anden teori om, hvem der stod bag branden.
Et af politiets argumenter for at udpege Mørk som gerningsmand var, at han havde en dom for pyromani.
Kilde: politiken.dk