Rygter om mulige container-konkurser
Lige nu svirer containermarkedet af rygter om, at et eller flere af de store containerrederier er så hårdt ramt af nedturen i verdensøkonomien, at de risikerer at gå konkurs. Rygterne samler sig om schweiziske MSC og det israelske ZIM.
"Det er meget sandsynligt, at nogle af Maersk Lines aller største konkurrenter går konkurs inden for de næste måneder. Maersk Line taber masser af penge hver måned. Men andre i branchen har simpelthen ikke fedt nok på kroppen til, at de kan leve med de tab, som bliver sejlet ind i øjeblikket. Mine to bud på, hvem der knækker halsen først, er MSC og ZIM", siger analysechef Henrik Lund fra Carnegie til Dagbladet Børsen.
Maersk Line sidder på ca. 16 procent af verdensmarkedet, mens MSC er nummer to med godt 11 procent. Schweizerne er vokset hurtigt i de senere år og har taget markedsandele fra Maersk Line.
Også israelske ZIM, der er verdens 17. største containerrederi kan komme i vanskeligheder. Rederiet, har bestilt voldsomt ind af nye skibe.
Kilde: Dagbladet Børsen