Rømø Havn holder skindet på næsen i 2021
Det er ikke prangende, men tallene på bundlinjen er sorte for Rømø Havn i 2021. Trods grænselukning og sløjt rejefiskeri kommer havnen ud med et lille overskud, der efter omstændighederne betegnes som tilfredsstillende.
Foto: Rømø Havn..
“Havde det været et normalt år, havde jeg ikke været tilfreds, men jeg er tilfreds i lyset af, at vi har haft de mistede indtægter specielt på grund af corona,” siger formanden for Rømø Havn, Henning Schmidt til Jyske Vestkysten.
Overskuddet blev på 100.000 kr. på trods af, at havnen ifølge formanden har mistet over en halv mio. kr. som følge af corona.
Det er først og fremmest grænselukningen - og dermed færgefarten mellem Rømø og Sild, der har kostet dyrt.
Havnen er kommet igennem corona-krisen i 2021 uden at have fyret medarbejdere eller modtaget kompensation fra staten.
Med normaliseringen af grænsetrafikken regner formanden med et væsentlig forbedret resultat i 2022.
Kilde: Jyske Vestkysten.
