Grenå afskibningshavn for militært udstyr
En del af Grenå Havn er frem til torsdag aften midlertidigt militært område, mens store mængder af udstyr til en kampbataljon på 800 mand oplagres inden afskibning til Letland. Bataljonen er et dansk bidrag til Natos beredskab i det baltiske land, der grænser op til Rusland.
Foto: Forsvarets Mediearkiv
“Det er det første store forsvarsprojekt, vi afvikler. Den her gang handler det ikke om så stor en omsætning for os. Men det kan det blive, hvis Forsvaret kommer til at bruge os løbende. Det ser vi selvfølgelig gerne. Så vi skal bevise, at vi er et oplagt sted for Forsvaret til at afskibe materiel, og vi ligger jo bare godt i forhold til Østersøen og adgangen til de baltiske lande”, siger havnedirektør Henrik Carstensen til Amtsavisen.
Det er kun materiel der udskibes fra Grenå. Soldaterne tager luftvejen.
Hvor store mængder militært udstyr der samles i Grenå, og hvilke typer det drejer sig om, ønsker Forsvaret ikke at oplyse. Men umiddelbart drejer det sig bl.a. om kampvogne, pansrede mandskabsvogne, lastbiler og infanterikøretøjer.
Grenå er ikke den eneste udskibningshavn for udstyr til bataljonen, der er blandt forsvarets mest kampkraftige enheder.
-mauh
