Rederiet H. Folmer og Co. i ny sag
Knap har kritikken af rederiet H. Folmer & Co's håndtering af forhandlingerne omkring kapringen af Danica White lagt sig, før rederiet på ny er indblandet i en usædvanlig sag. Rederiet nægter at give en af sine kaptajner de fridage han mener at have ret til.
Kan man afspadsere i fængslet? Det mener Rederiet H. Folmer & Co. godt at man kan, og rederiet nægter derfor en af sine kaptajner to måneders fridage han havde til gode, da han blev fængslet i USA.
"Det er ikke rimeligt, at sige, at dem har han afviklet, mens han har siddet fængslet. Derfor vil vi nu kræve, at rederiet giver ham de fridage, han har krav på", siger sekretariatschef Fritz Ganzhorn fra Søfartens Ledere til Ritzau.
Kaptajn Villy Larsen blev løsladt kort før jul sidste år efter at have siddet knap fire måneder i fængsel efter bataljer med den amerikanske kystvagt.
Villy Larsen var skibsfører på rederiet H. Folmer & Co.'s »Danica White«, da det inden et anløb af Wilmington blev mødt af de amerikanske myndigheder for inspektion.
Den amerikanske kystvagt mente, at coaster blev manøvreret på en "fjendtlig måde" da kystvagten atter forlod skibet, og at det derved bragte kystvagtens besætning i fare.
I forbindelse med fængslingen i USA, nægtede rederiet også at betale for advokatbistand til Villy Larsen. Regningen lød på 700.000 kroner, og den ville rederiet ikke betale, angivelig fordi, at den forsikring rederiet havde tegnet ikke dækkede advokatbistand.
I stedet blev det kaptajnens fagforening, Søfartens Ledere, der måtte lægge ud. Fagforeningen har siden forsøgt at få rederiet til at betale de 600.000 kroner - men forgæves.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rederiet H. Folmer & co.
