USA advarer mod at betale Iran for passage
Det amerikanske skatteministerium, der administrerer USA's sanktionspolitik mod Iran, advarer skibsfarten mod at betale Iran for at få lov til at passere Hormuzstrædet. Gør man det alligevel, risikerer man at blive ramt af amerikanske sanktioner.
Foto: UKMTO
Det fremgår af et nyt cirkulære udsendt af Office of Foreign Assets Control, der hører under det amerikanske skatteministerium.
Truslen omhandler betaling i enhver form, herunder betaling med kryptovaluta eller donationer til iranske hjælpeorganisationer.
Det vides ikke hvor mange skibe der har betalt Iran for at slippe igennem det spærrede stræde.
Som en reaktion på Irans lukning af Hormuzstrædet, blokerer amerikanske krigsskibe for passage af alle skibe der har anløbet iranske havne, eller er på vej til havnene.
Indtil nu har de amerikanske krigsskibe afvist 48 handelsskibe.
-mauh
