Prisen på brugte tørlastskibe stiger
De stigende tørlastrater er ikke kun godt for rederiernes indtjening, det øger også værdien af rederiernes tørlastskibe. F.eks. er prisen på en fem år gammel capesize bulkcarrier på en uge steget med 4,3 millioner dollar til nu 48,5 millioner dollar.
Et andet eksempel er en handel der blev rapporteret om i sidste uge. Her købte TMT en 10 år gammel 179.000 DWT bulkcarrier for 37,5 millioner dollar. Til sammenligning købte den græske reder Polembros i januar den kun et år ældre 170.000 DWT store Golden Wing, for kun 27 millioner dollar.
Ifølge The Baltic Sale & Purchase Assessment, er priserne for brugte Panamax bulkcarrier i gennemsnit steget 1,2 millioner dollar til 29,4 millioner dollar, mens prisen for Handymax er steget 900.000 dollar til 26 millioner dollar.
På tankmarkedet går det den modsatte vej. Her er prisen på brugte supertankere VLCC'ere faldet knap en procent på en uge, mens aframax tankskibene er faldet med næsten 6,5 procent.
Kilde: Tradewinds