Overraskende udvikling i sag om Ever Given
Den egyptiske kanalmyndighed var selv skyld i, at containerskibet Ever Given lagde sig på tværs og spærrede Suez Kanalen i seks dage. Det hævder skibets ejer Shoei Kisen, der har fået adgang til lydoptagelser der viser uenighed mellem de egyptiske lodser og deres hovedkvarter.
Advokater der repræsenterer Shoei Kisen siger nu, at det store containerskib slet ikke skulle have haft tilladelse til at sejle ind i Suezkanalen, da vinden var for kraftig. Advokaterne er i besiddelse af lydoptagelser hvoraf det fremgår, at der var uenighed mellem de egyptiske lodser og deres hovedkvarter, om containerskibet skulle have tilladelse til at sejle ind i kanalen. Uenigheden endte som bekendt med, at Ever Given fik grønt lys.
Advokaterne slår også på, at Ever Gisen skulle ledsages af mindst to slæbebåde i stand til at håndtere skibe af dets størrelse. Men det skete ikke.
De nye oplysninger indgår i en ny retshøring om tilbageholdelsen af containerskibet, berammet til denne weekend.
Her fastholder kanalmyndigheden sit krav om en erstatning på 600 millioner dollars, mens Ever Gisen kræver en symbolsk erstatning på 100.000 dollars af egypterne, for at tilbageholde det store containerskib og dets last.
Redaktionen