Olietankskibet Orasila trukket fri af skær
Efter at der var omlastet 163 tons gasolie og pumpet yderligere 41 tons olie ud i havet, lykkedes natten til søndag grønlandsk tid at trække Orasila fri af skæret. Tankskibet er nu af for egen kraft sejlet til Qaqortoq, hvor der vil blive afholdt søforhør.
"Efter forudgående tilladelse fra Grønlands Hjemmestyre, blev det besluttet, at lede en del af den gasolie, der var i skibets tanke ud i vandet, for at undgå en større miljøkatastrofe. Der var således risiko for, at skibet med udsigt til hårdere vejr inden for det kommende døgn, fortsat ville sidde fast på skæret, med en potentiel risiko for forlis og med udslip af hele Orasilas tilbageværende last af cirka 1.764 tons gasolie, flybenzin og smøreolie til følge", siger vicepolitimester Morten Nielsen til sermitsiag.gr
Qaqortoq brandvæsen, der forestår miljøberedskabet, og som var til stede under bjærgningen, vurderer nu hvilke forureningsbekæmpende tiltag, der vil være mulighed for at iværksætte.
Bjærgningsaktionen gik i gang cirka en halv time før højvande natten til søndag. Politiets kutter Sisak III begyndte, med assistance fra en række rekvirerede fartøjer, at trække Orasila fri af skæret. Det skete efter at der først var omlastet ca. 163 tons af den gasolie der var i skibets tanke.
Efter en time kunne det konstateres, at det ikke var muligt at trække Orasila fri fra skæret. Samtidig forelå der oplysninger fra DMI om, at vejret i området inden næste højvande ville blive mærkbart forværret med vindstød op til 25 m/s.
Derefter blev det besluttet at udlede ca 41 tons gasolie direkte ud i havet. Herefter lykkedes det så at trække Orasila fri af skæret.
Politiet efterforsker nu i samarbejde med Søfartsstyrelsen såvel dødsulykken som grundstødningen. Der vil endvidere blive afholdt søforhør ved kredsretten i Qaqortoq. Orasila er i den forbindelse af Søfartsstyrelsen fortsat pålagt, at forblive i Qaqortoq indtil videre når det ankommer dertil-
Kilde: sermitsiag.gr
