Offshorebranchen mangler arbejdskraft
Mangel på ingeniører og anden kvalificeret arbejdskraft kan betyde, at den danske offshoresektor kan blive tvunget til at takke nej til lukrative opgaver. Det vurderer den nye formand for Danish Offshore Energy.
”Det kan godt være, at ledigheden er stigende i Danmark, men for offshore-industrien er det største problem, at man ikke kan få de rette folk”, siger den tidligere DONG-direktør Anders Eldrup, der netop er tiltrådt som formand for Danish Offshore Energy, til Berlingske Business.
Sidste år oprettede Rambøll ifølge avisen 200 nye stillinger, men mangler stadig 50 nye folk til særligt offshore-området. DONG Energy mangler ingeniører til både vindprojekter samt olie- og gasforretningen.
”Konsekvensen for virksomhederne er i første omgang, at konkurrencen om medarbejdere bliver hårdere - og det presser den danske konkurrenceevne. Vi ser, at flere virksomheder allerede nu må prioritere projekter - og i sidste ende vil aktiviteten falde, hvis man ikke kan få den fornødne arbejdskraft”, siger Martin Næsby, direktør i brancheorganisationen Olie Gas Danmark, til Berlingske.
Kilde: Berlingske Business