Oaktree vil overtage kontrollen med Torm
Torm har indgået en aftale med en gruppe af nuværende långivere, der repræsenterer 61 procent af Torms skibsfinansiering, og Oaktree Capital Management om en mulig restrukturering af rederiet.
Aftalen indebærer at Oaktree indskyder aktiver i form af produkttankskibe til gengæld for en kontrollerende aktiepost i det kombinerede selskab. Aftalen vil samtidig stille ny arbejdskapitalfacilitet til rådighed for rederiet.
Restruktureringen forventes at medføre at långivere først vil nedskrive gælden til de aktuelle skibsværdier til gengæld for tegningsrettigheder og kan vælge at konvertere dele af den resterende gæld til ny egenkapital i selskabet
De endelige vilkår vil være genstand for yderligere forhandlinger mellem parterne. Torm forventer at kunne præsentere den endelige restruktureringsplan og transaktionsstruktur senest i løbet af første kvartal 2015.
Gennemførelsen af en eventuel restrukturering vil afhænge af interessenternes tilsagn og opfyldelsen af visse transaktionsbetingelser, herunder de nødvendige godkendelser fra offentlige myndighed.
Det forventes, at restruktureringen vil resultere i en betydelig udvanding af de eksisterende aktionærer i Torm. Konsekvenserne af restruktureringen vil blive præsenteret for aktionærerne, når den foreslåede implementeringsplan er aftalt.
Kilde: Torm