Ø-færge hæver billetpriserne
På trods af løfter fra Regeringen samt de fleste partier i Folketinget om, at prisen for færgetransport til og fra de danske øre skal sænkes, bliver det fra den 13. december dyrere at rejse med færge til og fra Ærø. Stigningerne kritiseres af lokal turistchef.
”Som turistchef er det altid bekymrende at se prisstigninger på færgebilletterne, også selv om stigningerne per billet ikke er høje. Det er spørgsmålet, om prisstigningerne kan afholde nogle fra at tage til Ærø siger turistchef på Ærø Carl Jørgen Heide til fyens.dk.
Beslutningen om at forhøje billetpriserne er taget i Ærø Kommunes økonomiudvalg. Det sker, fordi man i modsætning til de to foregående år, har valgt at regulere priserne, så de dækker de generelle pris- og lønstigninger, der er sket i samfundet.
Ifølge færgedirektør på Ærø Keld Møller, har Ærø Kommune de sidste to år undladt at regulere færgepriserne for omkring tre en halv million kroner. En returbillet for en voksen stiger fra 199 til 205 kroner.
Der er dog udsigt til, at prisstigningen kun bliver kortvarig, da Regeringen har lovet at der bliver afsat penge til at sænke billetpriserne til ø-færgerne. Det er dog endnu ikke fastlagt, hvor store beløb, der bliver afsat.
Indtil videre ser det dog ud til at ”Landevejsprincippet”, hvor det skal koste det samme per kilometer at sejle med færge, som det koster at køre samme strækning på landevej har lange udsigter.
Kilde: Fyns Amts Avis