Nyt norsk-dansk samarbejde
Nordjyske Stæhr Marine Engineering er blevet dansk agent for norske CSD Sealing & Protecting Systems AS,. Samarbejdet er et resultat af den nordjyske satsning Nordjysk Erhvervsfremstød Norge.
”Vi læste om det nordjyske projekt og tog straks kontakt til Ejvind (konsulent i projektet red.), da vi tidligere uden held har forsøgt at finde en agent i Danmark og derfor har stået for salget selv. Han kom og stillede de helt rigtige spørgsmål og gik straks i gang med at finde relevante samarbejdspartnere til os. Han introducerede os for Stæhr Marine, som vi ser meget frem til at samarbejde med”, siger Jon Øyvind Hansen, adm. direktør i CSD Sealing & Protecting Systems.
CSD har gennem tre årtier været leverandør af specialiserede sikkerhedsprodukter til rør- og kabelgennemføringer særligt inden for offshore, den maritime sektor og industrien.
Palle Sørensen, project manager i Stæhr Marine Engineering, ser frem til agentopgaven på det danske marked.
”Vi er blevet agent for et produkt, som vi formentlig ikke havde fundet frem til selv, hvis det ikke havde været for det nordjyske projekt. Det er nogle meget spændende produkter, som har mange fordele i forhold til konkurrenterne. Samtidig giver det en stor konkurrencefordel, at der skal etableres et lager her i Frederikshavn, som betyder, at vi er meget fleksible og kan levere produkterne fra dag til dag, når kundernes behov opstår”, siger Palle Sørensen.
Begge firmaer opfordrer både nordjyske og norske virksomheder til at drage nytte af Nordjysk Erhvervsfremstød Norges uvildige rådgivning om samarbejdsmuligheder på tværs af Skagerak.
Nordjysk Erhvervsfremstød Norge, en del af BusinessBroen NORGE-NORDDANMARK, som har til formål at skabe samarbejdsrelationer mellem de nordjyske og norske virksomheder særligt inden for den maritime og industrielle branche.
Bag projektet står Erhvervshus Nord, Hjørring Erhvervscenter, Brønderslev Erhverv og Turisme, Center for Arbejdsmarked i Frederikshavn Kommune samt Væksthus Nordjylland. Projektet er støttet med 1,5 millioner kroner fra Vækstforum.
Kilde: Nordjysk Erhvervsfremstød Norge