Nyt håb for det længst kaprede skib
Efter at have været kapret siden marts 2010, er der nu endelig håb om, at det panamansk indregistrerede ro/ro skib Iceberg1, og dets 23 mand store besætning, vil blive løsladt i løbet af de kommende uger. Iceberg1 er det skib der har været kapret længst tid.
Pårørende til den indiske del af besætninger har for nyligt opsøgt skibets ejere i Dubai. Det skete i et forsøg på, at få afsluttet de langtrukne forhandlinger om betaling af en løsesum for skibet.
Efterfølgende har der været ny kontakt mellem skibets ejer og piraterne, og den indiske ambassade i UEA vurderer nu, at der er gode muligheder for, at der kan opnås enighed inden midten af næste måned.
”Vi ved ikke hvor meget de skal betale, men skibets ejere har forsikret os om, at forhandlingerne nu er inde i det rigtige spor”, siger en repræsentant for ambassaden til Tradewinds.
Ud over indere består besætningen af mænd fra Yemen, Pakistan, Sudan og Filippinerne.
Kilde: Tradewinds