Nyt håb for ansatte på MAN Diesel
En virksomhed har henvendt sig til MAN Diesel i Frederikshavn for at få nærmere oplysninger om blandt andet hvilke maskiner, der indgår i produktionsanlægget, og om kapaciteten på de kraner, som der er.
"Det er en meget uformel henvendelse, men alene dét, at der er interesse hos andre virksomheder for produktionsmulighederne, må siges at være positivt", siger fællestillidsmand John Olesen, MAN Diesel til nordjyske.dk
Hermed er der tændt et lille håb om anden beskæftigelse for nogle af de 550 medarbejdere hos MAN Diesel i Frederikshavn, som får en fyreseddel den 3. september.
Fællestillidsmanden ved ikke, hvilken virksomhed, der er tale om, og virksomheden har heller ikke henvendt sig til medarbejderrepræsentanterne på MAN Diesel endnu.
Kilde: nordjyske.dk