Ny IMO-rapport viser øget CO2-udledning
Udledningen af CO2 fra verdens skibsflåde er vokset gennem de senere år, viser den fjerde klimarapport fra IMO. Hvis ikke væksten i udledningen bremses, vil den vokse med 50 pct. i 2050. Skibsfartens andel af den globale udledning er vokset fra 2,76 pct. til 2,89 pct. i perioden fra 2012 til 2018.
Den nye rapport fra IMO vil uden tvivl øge presset for at få skibsfarten til at reducere udledningen af drivhusgasser. Klimarapporten viser, at udledningen er øget fra 962 mio. ton i 2012 til knap 1,06 mio. ton i 2018.
Væksten i udledningen skyldes den øgede søtransport. Men målt på udledningen af CO2 pr. transporteret ton fragt, er effektiviteten rent faktisk blevet forbedret med 11 pct. i perioden, viser rapporten.
Den største effektivitetsfremgang skyldes dog den den gennemførte hastighedsreduktion før 2015, og siden er fremgangen reduceret, fremgår det af rapporten.
Rapporten har allerede fået miljø- og klimaorganisationen Transport & Environment til at opfordre EU til at aktivere planerne om at lade skibsfarten indgå i CO2-kvotehandelssystemet og introducere CO2 standarder for skibe i drift.
Det vil, mener organisationen, sætte yderligere skub i udviklingen af hydrogen og ammoniak som alternative - og CO2-frie - brændstoffer til skibsfarten.
IMO´s målsætning for shipping bliver igen kritiseret for at være utilstrækkelige. Således peger Transport & Environment på, at IMO´s målsætning om en 40 pct. reduktion af CO2-udledningen i 2030 allerede var 75 pct. i mål, da målsætningen blev sat i 2018.
Det var lagt op til en række forhandlinger blandt IMO-medlemmerne om klimamålsætningerne i foråret, men de er alle blevet aflyst på grund af Covid-19 pandemien.
Kilde: TradeWinds og Transport & Environment.