Ny Hundested-Rørvig færge navngivet
Den ny færge til Hundested - Rørvig overfarten blev onsdag navngivet på et værft i Bangladesh. Færgen fik navnet Isefjord. Det er første gang, at Bangladesh leverer en færge til udlandet, og håbet er, at skibsbygning kan udvikle sig til et eksporteventyr for det fattige land.
”Bangladesh er kommet hele vejen fra at modtage dansk bistand i form af udtjente DSB-færger til i dag at eksportere færger til Danmark”, siger Danmarks ambassadør i Bangladesh, Svend Olling, til Ritzau.
Olling var sammen med handelsministeren i Bangladesh, Ghulam Quader, inviteret med til onsdagens navngivning. Ved samme lejlighed blev et 88 meter-langt tørlastskib til et europæisk rederi navngivet.
"Den succesfulde eksport af disse skibe til Europa er en stolt dag for skibsværftsindustrien i Bangladesh", hedder det i en udtalelse fra værftet Western Marine Shipyard.
Danida har støttet opbygningen af en skibsværftsindustri i landet. I dag er der tusindvis af ansatte på værfterne, og ifølge Svend Olling spås værftsindustrien en stor vækst på grund af konkurrencedygtige priser.
Den nye færge får plads til 147 passagerer og 28 køretøjer. Færgen skal indsættes på overfarten i Isefjorden senest 1. juli.
Kilde: Kristeligt Dagblad