Ny dansk færge testet i Bangladesh
Den kommende Hundested - Rørvig færge, der er ved at blive færdiggjort på et værft i Bangladesh, har været ude på sin første korte prøvesejlads der foregik på en flod. Når færgen er færdig vil den blive sejlet til Danmark som heavy-lift.
”Vi har fået at vide, at det er gået rigtigt fint. Det var ikke nogen lang tur. Den har været ude midt på floden og sejlede for fuld kraft i 10 minutter, hvor der er blevet lavet nogle målinger”, siger direktør for Hundested-Rørvigfærgefart, Bo Andersen, til Frederiksværk & Hasnæs Posten.
Den egentlige testsejlads, hvor der bl.a. sejles i fire timer for fuld speed, sker først senere.
”Fra 31. januar til 5. februar kommer tre eksperter fra Søfartsstyrelsen - en navigatør, en ekspert i maskineri og en ekspert i skibsbygning. De skal kigge bl.a. på konstruktionen og på alarm- og beredskabssystem. Der vil vi gerne være der. Vi er selvfølgelig spændt på, om alt er som det skal være”, siger Bo Andersen til avisen.
Oprindeligt var det tanken, at den nybyggede færge selv skulle sejle fra Bangladesh til sit nye hjem ved Isefjorden, når den var endelig godkendt.
”Vi forventer ikke, at den sejler selv. Der vil formentlig være alt for mange krav der skal opfyldes, og tilladelser der skal gives. Vi vælger nok i stedet en heavy lift-transport. Vi er i dialog med flere shippingfirmaer”, siger direktøren.
Planen er at den nye færge skal indsættes på overfarten mellem Hundested – Rørvig
senest 1. juli.
Kilde: Frederiksværk & Hasnæs Posten
Redaktionen takker Hundested-Rørvigfærgefart for billedet fra prøvesejladsen.