Ny alliance dannet i containershipping
Seks containerrederier, nemlig MOL, NYK, Hanjin, Hapag-Lloyd, K Line og Yang Ming, har tilsammen dannet en ny alliance, der kort og godt hedder ”The Alliance”. The Alliance tager sin begyndelse i april 2017 efter, at alle relevante myndigheder har godkendt alliancen.
”Denne aftale er en milepæl og vil gøre de seks partnere i The Alliance i stand til at tilbyde afsejlingsfrekvenser og direkte dækning i markedet. Det unikke produkt vil byde på forbedret dækning af havne i Asien, Nordamerika, Europa, inklusive Middelhavet, samt Mellemøsten. The Alliance’s netværk vil sikre hyppige afsejlinger, høj pålidelighed og meget attraktive transittider for alle befragtere på øst-vest-ruterne”, skriver rederierne i en fælles meddelelse.
Samarbejdet vil til at starte med strække sig over en periode på fem år og vil dække alle øst-vestgående ruter, herunder Asien-Europa/Middelhavet, Asien-Nordamerikas vestkyst, Asien-Nordamerikas østkyst, Atlanterhavsruterne samt Asien-Mellemøsten/Persiske Golf/Rødehavet.
Det nye partnerskab vil blive et af de førende netværk inden for containerskibsfarten og vil omfatte 3,5 millioner TEU eller 18 procent af den globale containerskibskapacitet. Alle seks partnere driver avancerede og konkurrencedygtige flåder med mere end 620 skibe alt i alt.
Forhandlingerne mellem Hapag-Lloyd og UASC foregår stadig, selvom der endnu ikke er indgået nogen aftale om at forene forretningerne. Det forventes, at UASC bliver del af The Alliance, hvilket vil øge alliancens kapacitet til mere end fire millioner TEU.
Kilde: Hapag-Lloyd