Norsk værft har succes med kulfiber
De norske bådebyggere Brødrene Aa oplever gode tider. Værftet har specialiseret sig i udvikling og konstruktion af både bygget i kulfiber, og sidste år blev det til en omsætning på mere end 200 millioner norske kroner og et overskud på 16 millioner. Omsætningen er mere end fordoblet i forhold til året før.
”Vi har vist, at vores kulfiberbåde er meget driftsøkonomiske. Vi har også vist, at miljøgevinsten er stor. Men det er naturligt, at rederne vil se, at bådene holder mål efter fem års, og allerhelst 10 års drift. Dermed tager det tid, før vi kan hente gevinsten. Men der er vi i dag”, siger Tor Øyvind Aa, daglig leder hos Brødrene Aa.
Ved indgangen til 2014 havde værftet fire både under konstruktion, og værftet har fulde ordrebøger til udgangen af november 2015. Brødrene Aa kan datere sin historie tilbage helt til 1947 og har sine faciliteter i Hyen, Nordfjord på Norges vestkyst.
Blandt de både, som Brødrene Aa har bygget færdig i år, kan nævnes Osenfjord, som er en kulfiberkatamaran, som er leveret til den norske operatør Fosen Namsos Sjø AS.
Kilde: Metal Supply