Nordens regnskab tegner skidt for Torm
Analytikere vil sidde yderst på stolen, når Torm torsdag morgen offentliggør sit regnskab for 2009. Forventningerne er blevet mere dystre, efter at Norden har tabt penge på sine tankskibe i 2009 og forventer fortsat at gøre det i 2010.
"Tank ser meget svært ud i 2010, hvor de charteraftaler, man har haft, begynder at løbe ud, så man bliver mere afhængig af de lave rater. Det sender nogle bekymrende signaler i forhold til, hvad Torm kan præsentere", siger senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, til nyhedsbureauet Direkt.
Én ting er, at D/S Nordens tankdivision fik en skuffende afslutning på 2009, men Nordens forventninger til 2010 om et underskud i tankdivisionen i niveauet 5-25 mio. dollar, målt på driftsresultat før afskrivninger, EBITDA, varsler ilde.
"Hvis Torm også melder ud om underskud på driftsindtægts niveau, så ser det skidt ud", siger Jacob Pedersen, der selv har et 'væsentligt' plus på EBITDA-niveau til Torm i 2010 i sine estimater.
Selv den mest negative af 11 analytikere SME Direkt har talt med, venter et samlet EBITDA-plus til Torm i år på 144 millioner dollar, hvor tørlastdivisionen, som giver overskud, dog er talt med.
Kilde: sydinvest.dk