Norden reducerer forventningerne til året
Rederiet Norden har foretaget en hensættelse på 230 millioner dollar uden likviditetseffekt, fordi en markedsanalyse har vist, at visse timecharter-kontrakter på indbefragtet tonnage, der er indgået for 3-6 år siden, sandsynligvis ikke vil blive profitable.
Hensættelsen sker på grund af de svage forwardrater i tørlast. Det har fået Norden til at konkludere, at markedet de næste par år ikke vil forbedre sig i samme grad som tidligere antaget.
Størstedelen af hensættelsen vil blive tilbageført over de næste 3-4 år og resultere i en positiv effekt på driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) på et tilsvarende beløb. Omkring en tredjedel af hensættelsen vil blive tilbageført i 2015. Hensættelsen har ingen indflydelse på pengestrømme eller låneaftaler.
Som konsekvens af hensættelsen reducerer Norden sine forventninger til helåret til et driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) på -290 til -230 millioner dollar mod tidligere udmeldt -60 til 0 millioner dollar.
Kilde: Norden