Mols-Linien er nu mere værd end Torm
En uventet stor stigning i Mols-Liniens aktiekurs de seneste fem dage betyder, at Mols-Linien - med sine tre ældre færger - nu er mere værd på børsen, end tankskibsrederiet Torm, der råder over en flåde på over 150 skibe.
Kurshoppet giver Mols-Linien en børsværdi på 425 millioner kroner, og rederiet - der ellers har rigeligt at slås med - er dermed noget mere værd end det langt større rederi Torm, der tirsdag mistede yderligere ti procent i børsværdi, og nu er under 300 millioner kroner værd på børsen.
Mols-Linien indgik i sidste uge en tiårig lejeaftale på en kæmpestor hurtigfærge, som ifølge Berlingske Business ligner en fornuftig aftale, men som på ingen måde retfærdiggør en stigning i børsværdien på flere hundrede millioner kroner.
"Der er meget få aktier i omløb, og dermed kan små påvirkninger flytte aktien meget. Men når det er sagt, så er den nye færge et gevaldigt spring for rederiet, hvor vi kan drage nytte af kundetilgangen, og den giver en bedre brændstoføkonomi. Det er et kvantespring for rederiet", siger bestyrelsesformand Frantz Palludan til avisen.
Mols-Linien har været i krise i flere år, og der ventes endnu et underskud på op mod 80 millioner kroner i 2011, og med en dansk økonomi i slæbesporet bliver 2012 næppe et jubelår for færgerederiet heller.
"Vi arbejder intenst på igen at få sorte tal på bundlinjen. Igennem 2011 har vi set en positiv udvikling i nøgletallene, så vi er på rette vej," mener Frantz Palludan.
Onsdag udløber Torms aftale med sine banker om midlertidig henstand med afbetaling på rederiers 10 milliarder kroner store gæld. Det ventes dog, at aftalen forlænges frem til den 1. marts, hvor Torm skal offentliggøre sit årsregnskab.
Kilde: business.dk