Mols-Linien bygger endnu en hurtigfærge
Mols-linien i dag kontraheret yderligere en ny superfærge, der får navnet KatExpress 4 og skal bygges på Austals Henderson værft i Australien. Den ny hurtigfærge leveres fra værftet ved årsskiftet 2018/2109. Mols-Linien har allerede KatExpress 3, som leveres i starten af 2017, under konstruktion.
”Austal er et af verdens største værfter på hurtigfærgeområdet, og vi glæder os til samarbejdet om nybygningen, som bliver designet og optimeret til vores brug. Austal har stor erfaring med at bygge hurtigfærger og leverer også til blandt andet det amerikanske forsvar”, siger Mols-Liniens adm. direktør, Søren Jespersen.
For at sikre kapaciteten på Kattegat fremadrettet er der underskrevet en nybygningskontrakt med det australske værft Austal Ships Pty. Ltd. Skibet, der får samme størrelse og standard som Mols-Liniens tre andre kæmpefærger, KatExpress 1, KatExpress 2 og KatExpress 3, designes til at medtage mere end 1.000 passagerer, 425 personbilsenheder i form af personbiler, busser, lastbiler, campingvogne og motorcykler.
KatExpress 4 bliver den fjerde hurtigfærge, som Mols-Linien indsætter over en periode på 6 år. Rederiet har i tillæg sikret sig en option på endnu en nybygget hurtigfærge af samme størrelse hos Austal.
Mols-Linien har siden indsættelsen af den første superfærge øget antallet af personbilsenheder med 73 procent i perioden fra 2011 til 2015, idet rederiet i 2011 overførte 719.703 personbilsenheder, mens Mols-Linien overførte 1.241.569 personbilsenheder i 2015. Passagerantallet er i tilsvarende periode steget med 41 procent.
Kilde: Mols-Linien