MHV 908 Brigaden hjælper politiet
Syv frivillige fra Marinehjemmeværnet i Aarhus assisterede natten til mandag Østjyllands Politi med en transport af fire personer, der skulle fra Samsø til aarhus i forbindelse med en voldtægtssag. De tre var mistænkt og arresteret. Den fjerde var den forurettede.
Klokken 00.30 natten til mandag blev næstkommanderende i Flotille 124 Århus kontaktet af Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre og spurgt, om flotillen ville løse en hastende transportopgave for politiet, som skulle til Samsø og have nogle folk med tilbage.
Klokken 01.15 havde fartøjsfører, løjtnant Briann Koust Enevoldsen, samlet en besætning på syv frivillige på flotillens fartøj, MHV 908 BRIGADEN. Et kvarter senere mødte fem betjente op, og Brigaden satte kursen mod Samsø. Efter to timers sejlads lagde Brigaden til i Sælvig Færgehavn på Samsø.
Da politiet klokken 04.30 kom tilbage med tre arrestanter og en forurettet, var Briann Koust Enevoldsens besætning og MHV 908klar til afgang mod Aarhus, hvor man var fremme klokken 06.30. Klokken 07.00 var alt afrigget, og flere af de syv frivillige kunne tage direkte videre på arbejde.
Østjyllands Politi skriver på twitter, at sagen drejede sig om tre iranske asylansøgere i alderen 22 til 30 år, som er sigtet for voldtægt af en 32-årig kvinde. De tre blev mandag eftermiddag klokken 14.30 fremstillet i grundlovsforhør.
Kilde: Marinehjemmeværnet