Maritime Analyse: Reformen af kandidatuddannelser slår sprækker

”Den maritime industri har brug for dygtige medarbejdere, men rekrutteringen bliver sværere og sværere. Der er rift om talenterne med tekniske kompetencer, og der er behov for, at uddannelsessektoren er gearet til at imødekomme virksomhedernes efterspørgsel. Af samme årsag var Danske Maritime stærkt kritisk, da Folketinget sidste år besluttede at skære i antallet af studiepladser på en række af de videregående uddannelser, herunder også på DTU og IT-Universitet. Vi har brug for flere med høje tekniske uddannelser, ikke færre.

Men arbejdet med reformen af universitetsuddannelserne fortsætter, og Uddannelses- og forskningsministeren har nu modtaget afrapporteringen fra det såkaldte Kandidatudvalg om, hvordan den omfattende reform kan implementeres. Rapporten skal danne grundlag for de kommende drøftelser i forligskredsen bag universitetsaftalen, mens universiteterne allerede er i gang med at udvikle konkrete uddannelsesforløb. Jeg kan allerede nu afsløre denne analyses hovedpointe: Efter Danske Maritimes opfattelse bør forligskredsen genoverveje hele den politiske aftale, for rapporten viser med al tydelighed, at reformen slår sprækker.

Formålet var kortere, mere fleksible kandidatuddannelser, som fører hurtigere ud på arbejdsmarkedet, og at styrke efter- og videreuddannelsesmulighederne. Men selv om intentionerne er ambitiøse, rejser reformen væsentlige spørgsmål. Kan de kortere uddannelser opretholde kvaliteten? Og hvad betyder det for de studerendes fremtidige muligheder og de reelle muligheder for at møde virksomhedernes kompetencebehov? Denne analyse stiller skarpt på reformens konsekvenser og risici – og hvorfor den i sin nuværende form kan få utilsigtede konsekvenser for både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Reformen søger at introducere nye former for kandidatuddannelser: forkortede forløb på 75 ECTS og nye fleksible erhvervskandidatuddannelser. Problemet er, at der mangler klare incitamenter for både studerende og virksomheder til at vælge disse løsninger.
For de studerende er en 75 ECTS-kandidat ikke nødvendigvis attraktiv. Selv om uddannelsen er kortere, lægges der op til efterfølgende supplering i form af efteruddannelse og et “kandidattillægsbevis”. Det indebærer en forventning om, at de studerende på et tidspunkt vil skulle vende tilbage til bøgerne – en proces, der vil koste både tid og penge.

For virksomhederne er perspektivet endnu mere komplekst. Når en kandidat skal opgraderes gennem efteruddannelse, betyder det tabt arbejdstid og ekstra omkostninger. Samtidig er erhvervskandidatmodellen – hvor en studerende veksler mellem arbejde og studier – vanskelig at implementere i mange brancher. Det kræver ikke blot ressourcer til oplæring, men også en væsentlig tilpasning af arbejdsopgaver, hvilket mange virksomheder næppe vil finde attraktivt, når alternativet er at ansætte færdiguddannede kandidater eller studentermedhjælpere.

Rapporten fra Reformkommissionen, som ligger bag reformen, lægger vægt på besparelser i SU og en hurtigere overgang fra uddannelse til arbejdsmarkedet. Men disse besparelser er kortsigtede og flytter blot udgifterne til virksomhederne og de studerende selv. Når en arbejdsgiver forventes at afsætte ressourcer til efteruddannelse eller opgradering af medarbejdere, stiger de samlede omkostninger ved ansættelsen.

Dette stiller virksomhederne over for et dilemma: Skal de ansætte en medarbejder med en kort kandidatgrad, selv om der fra start ligger en forventning om efterfølgende supplerende efteruddannelse, eller hellere vælge en med en lang kandidatgrad og/eller gå på jagt efter allerede dygtige kandidater fra udlandet? I brancher som den maritime industri, der er præget af teknologisk udvikling i højt gear, er behovet for højt specialiseret arbejdskraft afgørende, og virksomhederne bruger allerede mange ressourcer på at kompetenceudvikle inden for netop deres produktfelt. Her vil reformens kortsigtede tilgang kunne skabe en skævvridning, hvor Danmark risikerer at tabe terræn i den internationale konkurrence.

Manglerne i rapporten – og konsekvenserne for erhvervslivet
Kandidatudvalgets rapport er omfattende, men leverer desværre få konkrete løsninger. For eksempel er de nye fleksible erhvervskandidatuddannelser beskrevet uden tilstrækkelig fokus på, hvordan de reelt skal fungere i praksis. Modeller som EKA og EKV – ny fleksibel erhvervskandidat og erhvervsrettet kandidatuddannelse med virksomhedsforløb – beskrives uden at tydeliggøre, hvordan samarbejdet med virksomhederne skal struktureres.

Uden klare rammer og fordele for virksomhederne er det svært at forestille sig, at arbejdsgivere vil engagere sig i større omfang. Som Danske Maritime og andre erhvervsorganisationer har påpeget over for Folketinget ad mange omgange, er der allerede i dag stor mangel på højtuddannede kandidater inden for en række sektorer. At skære studiepladser væk eller erstatte længere forløb med kortere, risikerer at forværre denne situation, og det kan vi naturligvis ikke bakke op om. Det forekommer også underligt, at kandidatudvalget slet ikke forholder sig til kritikken af de færre studiepladser.

Desuden er idéen om at komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet heller ikke en ny. Der har tidligere været stort fokus på bacheloruddannelserne, men dette har ikke ført til et bachelorarbejdsmarked. Virksomhederne har behov for medarbejdere, der kan mere, og derfor er der med denne reform en reel risiko for et A og B hold, hvor sidstnævnte kan få svært ved at finde job. Samtidig lægges der op til et så komplekst system, at det vil være endnu sværere for unge at vælge og at navigere i uddannelsessystemet.

Et andet kritikpunkt er manglen på reel inddragelse af de berørte parter. Selv om både universiteter, erhvervsliv og studenterorganisationer har været repræsenteret i arbejdet, synes deres bekymringer ikke at være blevet adresseret. Det gælder især spørgsmålet om, hvordan reformen skal tilpasses de brancher, hvor behovet for specialiseret arbejdskraft er størst. Hvorfor bliver der også skåret ned på pladser inden for områder, hvor efterspørgslen er høj? Og hvorfor lægger man op til, at virksomhederne skal overtage en større del af uddannelsesansvaret uden at sikre fornuftige rammer for dette?
Rapporten mangler også en helhedstænkning, der ser på hele uddannelseslandskabet.

For eksempel adresseres det ikke, at både professionsbachelorer og universitetsbachelorer kan optages på kandidatuddannelser. Er det forventningen, at kandidatuddannelser på 75 ECTS eller erhvervskandidatuddannelser er lige velegnede til de to grupper? Det fremgår også, at der kan være udfordringer forbundet med overgang til forskervejen.

Hvis reformen skal lykkes, kræver det, at vi går væk fra skrivebordsøvelser og i stedet inviterer virksomhederne til en reel dialog om, hvordan de kan bidrage til udviklingen af uddannelsessystemet. Dette kræver klare incitamenter – både økonomiske og organisatoriske – og en forståelse for, at ændringer i adfærd og kultur ikke opnås gennem påtvungne regler, men gennem samarbejde og tillid.

Det er på tide, at vi ser uddannelsesreformen som en investering i fremtiden – ikke blot som en aktuel besparelse på bundlinjen. Politikerne og erhvervslivet må sammen sikre, at Danmark fortsat kan levere højtuddannede kandidater, der kan bidrage til vækst, innovation og teknologisk udvikling.

Lad os starte den dialog nu – før konsekvenserne af reformen bliver uoprettelige”