Mange vil gerne i Mærsk-bestyrelse
40 kandidater kæmper om de to attraktive pladser som medarbejdervalgt repræsentant i bestyrelsen for A.P. Møller- Mærsk. Afstemningen har fundet sted og lige nu er man i gang med at tælle stemmerne op. Torsdag offentliggøres resultatet. Det skriver dagbladet Børsen
I ugerne op til afstemningen har de 40 kandidater agiteret heftigt på bl.a. det sociale netværk Linkedin, hvor kandidaterne har forsøgt at overbevise deres kollegaer om, hvorfor netop de skal vælges til en plads i landets vel nok mest prestigefyldte bestyrelse.
"Der er 40 kandidater mod 30 for fire år siden. Vi kan se, at der er en del, der er relativt unge. Der er måske lidt mere gå-på-mod og lidt mindre ærefrygt for at komme i bestyrelsen for Rederiet A.P. Møller A/S end tidligere", siger Christian Kledal, der er formand for valgkomiteen og til daglig er chefjurist i A.P. Møller-Mærsk.
De to nye medarbejderrepræsentanter vælges endeligt på selskabets generalforsamling den 27. april.
Kilde: business.dk