Mærsk vil fortsat have danske søfolk
Bestyrelsesformand i A.P. Møller-Mærsk, Michael Pram Rasmussen, slog på mandagens generalforsamling fast, at rederiet fortsat skal fortsat have danske kaptajner og skibsofficerer om bord. I år tager Mærsk 114 skibsofficersstuderende ind.
"DIS-ordningen har været en stor succes og har været gavnlig for dansk skibsfart. Vi vil fortsat benytte os af danske skibsofficerer, og vi optager rent faktisk 114 studerende i år", siger Michael Pram Rasmussen til Ritzau Finans.
Andelen af Mærsk-skibe under DIS-ordningen er steget over de seneste år, så det nu er 37 procent af den samlede flåde, der sejler under DIS. Da DIS-ordningen blev sat i søen var det blandt andet for at sikre dansk beskæftigelse på danske skibe. Men ordningens nationalitetskrav kan Mærsk godt undvære.
"Nationalitetskravet drøftes for tiden, og det vil da være en styrke for DIS, hvis der ikke var det krav", siger Michael Pram Rasmussen til Ritzau.
Kilde: stiften.dk