Maersk standser sejladser i Det Røde Hav
Angrebet på containerskibet Maersk Hangzhou, der blev ramt af et missil i Det Røde Hav den 30. december, og efterfølgende forsøgt kapret, får nu Maersk til at indstille al sejlads i Det Røde Hav, og dermed gennem Suez-kanalen, på ubestemt tid.
Det skriver Maersk i en meddelelse sendt til rederiets kunder tirsdag eftermiddag.
”Denne beslutning er truffet for at sikre sikkerheden for vores søfarende og din last på vores skibe, hvilket er vores højeste prioritet”, hedder det i meddelelsen til kunderne.
”I de tilfælde, hvor det giver mest mening for vores kunder, vil skibe blive omdirigeret og fortsætte deres rejse rundt om Kap det Gode Håb”, hedder det videre i meddelelsen.
Maersk er fortsat i gang med at undersøge omstændighederne omkring angrebet på Maersk Hangzhou, der først blev ramt af et missil, og dagen efter forsøgt bordet af 4 skibe fra Houthi-bevægelsen.
Amerikanske flådehelikoptere fløj Maersk Hangzhou til undsætning, og sænkede i en ildkamp tre af de fire af Houthi-skibe. 10 Houthi-soldater blev dræbt.
-mauh