Maersk presser på for lavere Suez-priser
Maersk Line forsøger nu at vride armen rundt på Suez Kanalen med en trussel om, at rederiets vil sende endnu flere af sine skibe syd om Afrika, hvis ikke Suez Kanalen går med til at sænker sine kanalafgifter.
Repræsentanter for Maersk Line har allerede været til et møde med de egyptiske kanalmyndigheder.
Sammen med koncernchef Nils Smedegaard Andersen og Maersk Line-chef Eivind Kolding rejste Morten Engelstoft til Egypten for personligt at forklare kanalmyndighederne, hvorfor skibene er blevet omdirigeret.
"Det var et meget konstruktivt møde. De er forstående over for den situation, vi som rederier står over for. Vi håber vi kan finde en god løsning, som er til fordel for begge parter", siger direktør Morten Engelstoft fra Maersk Line til Lloyds List.
Maersk har allerede sendt AE47-ruten, der besejles af rederiets største skibe, syd om Afrika. Oprindelig var det meningen, at ruten igen skulle gå gennem Suez, men ændringen er blevet gjort permanent på grund af omkostningerne.
Morten Engelstoft venter, at de egyptiske kanalmyndigheder vil genoverveje priserne for Suez-kanalen. Men Maersk Line er klar til at omlægge endnu en rute i løbet af de næste uger, og der er ifølge Lloyds List flere ruteomlægninger på tegnebrættet.
Kilde: euroinvestor.dk