Mærsk Oil svarer igen på miljøkritik
Mærsk Oil svarer nu igen på den kritik, der bl.a. har været fremme i Politiken om, at flere af selskabets platforme, i strid med udledningstilladelsen, gennem flere år har brudt grænseværdierne for, hvor meget olie der må være i det produktionsvand, der udledes fra platformene i Nordsøen.
Mærsk understreger, at der kun har været problemer på enkelte platforme.
"Det drejer sig altså ikke om en overskridelse af gennemsnittet for hele Nordsøen. Vi har overordnet overholdt grænseværdien. Og vi udleder samlet i Nordsøen kun 9 milligram olie per liter vand, hvilket er langt under grænseværdien på 30 mg. Det er et af de bedste resultater for vores industri, når man for eksempel sammenligner med Norge", skriver Maersk Oil i et svar på kritikken.
Selskabet oplyser, at der er brugt over en milliard kroner fra 2000 til 2006 på nyt udstyr for at løse udfordringerne, og henviser til Miljøstyrelsens rapport til Folketingets miljøudvalg fra oktober i år.
"Det viser, at vores investeringer har den ønskede effekt, nemlig at olieudledningen generelt reduceres", skriver Maersk Oil
Næste år alene venter Mærsk Oil at bruge mere end 100 millioner kroner på at forbedre vandbehandlingen. Samtidig vil selskabet undersøge mulighederne for andre tiltag, der kan lede til yderligere reduktion af olieudledningen
Kilde: epn.dk
