Maersk FPSOs fik minus på 242m dollar
Resultatet for Maersk FPSOs og Maersk LNG blev et tab på 242 millioner dollar på grund af lavere produktion for FPSOs og lavere rater for LNG samt nedskrivninger i begge segmenter på i alt 271 millioner dollar
Maersk FPSOs' fem enheder var fuldt beskæftigede i 2010 og vil fortsat være beskæftiget på langtidskontrakter. Førstkommende kontraktudløb er i 2014. Maersk FPSOs har i fjerde kvartal 2010 mobiliseret en nybygget FPSO, der fra marts 2011 skal arbejde for Statoil på Peregrino oliefeltet ud for Brasiliens kyst.
Resultatet for Maersk FPSOs var et tab på 266 millioner dollar, mod et tab på 30 milllioner dolar i 2009. Resultatet var negativt påvirket af lavere produktion, vedligeholdelses- og reparationsprogrammer for to enheder samt nedskrivninger og hensættelser på tabsgivende kontrakter vedrørende to FPSO'er på 220 millioner dollar.
Maersk LNG ejer seks og opererer yderligere to naturgasskibe. Maersk LNG’s seks skibe var alle på kontrakt ved udgangen af 2010, hvoraf tre skibe er på langtidskontrakter.
Det globale LNG-marked var præget af overkapacitet, dog med tiltagende kontraktaktivitet i anden halvdel af året, primært inden for korttidskontrakter.
Resultatet for Maersk LNG var 24 millioner dollar, mod 33 millioner dollar i 2009. Resultatet reflekterer lavere rater samt nedskrivninger på samlet 75 millioner dollar på tre skibe, hvilket delvist blev opvejet af avance ved salg af andele i to skibe på langtidskontrakt på i alt 67 millioner dollar samt bedre udnyttelse af LNG-flådens kapacitet.
Maersk LNG og Maersk FPSOs forventer et forbedret resultat eksklusive nedskrivninger sammenlignet med 2010, primært som følge af igangsættelse af FPSO’en Maersk Peregrino ud for Brasiliens kyst.
Kilde: A. P. Møller-Mærsk
