Mærsk eneejer af Swift Tankers
A.P. Møller - Mærsk bliver eneejer af Swift Tankers. Det sker efter at Mærsk tirsdag har indgået an aftale med amerikanske Teekay Corporation om, at A.P. Møller - Mærsk overtager Teekay Corporations 50 procents andel i Swift Tankers Management A/S
Dette indebærer overtagelse af Teekay Corporations portefølje af 13 tankskibe, som alle er på timecharter fra et antal ejere - og derved overtagelse af Teekay Corporations aktiviteter i Intermediates-markedet.
A.P. Møller - Mærsk bliver som konsekvens heraf eneejer af Swift Tankers.Swift Tankers der driver 24 mindre produkt- og kemitankskibe dels fra sit primære kontor i København, dels fra datterselskabets kontor i Stavanger, Norge.
"For så vidt angår den daglige drift vil vores kunder ikke mærke nogen forskel og vi ser frem til at forsætte med at servicere markederne med fokus på sikker og pålidelig drift", siger Kristian V Mørch, Group Senior Vice President, A.P. Møller - Mærsk.
"Vi er tilfredse med, at Swift Tankers er kommet godt fra start. Vi har dog besluttet at flytte vores fokus væk fra segmentet for mindre tankskibe til fuldt ud at koncentrere os om Teekays kerneaktiviteter inden for markedet for større produkt- og råolietankskibe", siger Bruce Chan, President af Teekay Tanker Service.
Teekay er med en flåde på mere end 200 fartøjer, kontorer i 17 lande og mere end 6.400 ansatte et af de største tankskibsrederier i verden.
Transaktionen, som er underlagt myndighedernes godkendelse, træder i kraft fra den 1. juli 2008.
Kilde: A. P. Møller - Mærsk