Lindøværftet tabte 412 millioner kr.
Det blev en dyr fornøjelse for Mærsk at holde liv i Lindøværftet i første del af 2009. Underskuddet i årets første seks måneder blev på 412 millioner kroner, mere end dobbelt så stort som underskuddet på 171 millioner kroner i første halvdel af 2008.
Det var i lyset af et galopperende underskud, at bestyrelsen for Lindøværftet den 10. august besluttede at indstille skibsbygningen, når det sidste skib er afleveret i februar 2012.
Fredagens halvårsregnskab for A. P. Møller - Mærsk viser, at værftets underskud i første halvår løb op i 412 millioner kroner, mere end en fordobling i forhold til samme periode året før.
På presse- og analytikermødet fredag ville koncernchef Nils Smedegaard Andersen ikke komme med et bud på, hvor meget lukningen af værftet kommer til at koste A. P. Møller - Mærsk frem til og med 2012. Blot at beløbet ikke var stort, set i forhold til Gruppen som sådan.
Kilde: A. P. Møller - Mærsk