Krigsskibe 41 meter fra kollision
Den amerikanske destroyer USS Decatur og Kinas destroyer Lanzhou var kun 41 meter fra at kollidere, da det kinesiske fartøj overhalede USS Decatur på bagbords side og skar skarpt ind foran det amerikanske skib, som måtte slå fuld bak og ændre kurs. USA og Kina har bekræftet konfrontationen.
Territorialkrigen i Det Sydkinesiske Hav var søndag årsag til, at et kinesisk og et amerikansk krigsskib var ved at kollidere. Det viser fotos, der blev taget fra et fly fra US Navy. Det er ikke US Navy, der har offentliggjort billeder fra hændelsen, men flåden bekræfter, at billederne stammer fra dem og er korrekte.
USA og Kina giver hinanden skylden for den farlige hændelse, der fandt sted i det omstridte Sydkinesiske Hav. Episoden fandt sted, da den amerikanske destroyer sejlede indenfor 12 sømilegrænsen ved Spratly-øerne, som Kina hævder tilhører landet.
Ifølge en erklæring fra den amerikanske flåde gennemførte den kinesiske destroyer en række stadigt mere aggressive manøvrer, samtidigt med at man advarede Decatur om, at fartøjet skulle forlade området. De to destroyere var kun 41 meter fra hinanden, da kaptajnen på det amerikanske fartøj slog fuldt bak og drejede skarpt til styrbord for at undgå en kollision.
Fotoet viser, at de to fartøjer kun var få meter fra hinanden. Ifølge en tidligere amerikansk flådeadmiral var skibene sekunder fra en kollision. Samtidig mener han, at det kinesiske skib helt indiskutabelt overtrådte de internationalt vedtagne søfartsregler.
Kilde: TV2 og Redaktionen