Kongeskibet Dannebrog forlader vinterhi
Kongeskibet Dannebrog har netop forladt vinterhiet på flådestationen i Frederikshavn og tager nu hul på første del af den såkaldte sejlende forskole, som varer frem til tirsdag den 26. april. Den dag stiger Hendes Majestæt Dronningen officielt ombord på Dannebrog i Københavns Havn.
Forskolen har til formål at uddanne og rutinere dette års værnepligtige besætning samt stambesætningen, så besætningen er godt rustet til at løse de opgaver, der måtte komme.
Inden den sejlende forskole har den værnepligtige besætning gennemført flere måneders intensiv uddannelse og træning ved Søværnets Skole, Center for Sergent og Maritim uddannelse i Frederikshavn.
Dronningen gennemfører i 2016 to sommertogter i Danmark samt et besøg på Færøerne. Dronningen aflægger blandt andet besøg i Lolland Kommune den 1.-2. juni samt et besøg i Varde Kommune den 3.-4. juni.
Kilde: Kanal Frederikshavn