Kold og dramatisk redningsaktion
Det var en højdramatisk redningsaktion, der fulgte i kølvandet på fiske- og passagerskibet Geo Searcher´s forlis i sidste uge i Sydatlanten. De 62 om bord tilbragte først timer i redningsflåder inden de blev hejst i sikkerhed op langs stejle klipper.
Hummerfiskeriet var godt i gang med hjælp fra Geo Searcher´s fire mindre motorbåde, da skibet den 15. oktober om morgenen ramte en klippe og fik slået hul i skroget nord for øen Gough i Sydatlanten. Der var 62 besætningsmedlemmer - primært fiskere - om bord.
Vandet fossede ind og oversvømmede hurtigt maskinrummet i skibet, der begyndte at krænge mere og mere. Da det krængede 45 grader forlod det sidste besætningsmedlem skibet, der sank kort tid efter omkring 10.30.
De dramatiske begivenheder beskrives levende på det officielle website for Tristan de Cunha og de knap 250 fastboende på den aldeles afsides liggende britiske besiddelse, der har Cape Town i Sydafrika som nærmeste civilisation godt 2.800 km væk.
For Geo Searcher er hjemmehørende på øen, og beboerne ernærer sig bl.a. ved fiskeri fra det kombinerede fiske- og passagererfartøj, der ud over fisketogterne også foretager otte ca. 7 dage lange retursejlader til Cape Town årligt med passagerer og fragt.
Og Geo Seacher var taget de 400 km. mod syd til øen Gough, der den næststørste i Tristan øgruppen, da det gik galt.
De fire mindre motorbåde var fortsat i vandet, da Geo Searcher´s redningsflåder blev sat ned og fyldt op med besætningsmedlemmerne, der fortrinsvis bestod af sydafrikanere.
Motorbådene begyndte nu hver især at slæbe de mindre redningsflåder efter sig ca. 16 km langs kysten mod syd til Transvaalbugten, hvor øens eneste beboere - seks ansatte på Gough´s vejrstationen - befinder sig.
Turen tog omkring fire timer, men her sluttede strabadserne ikke. Klipperne står nemlig stejlt ned i bugten, og eneste vej op til varmen på vejrstationen er en forholdsvis primitiv lift.
Derfor gik der yderligere et par timer, inden sidste mand var oppe og i sikkerhed på vejrstationen, hvor de venter på at blive hentet af forskningsskibet SA Agulhas II, der forlod Cape Town fredag morgen.
Men det er en sejlads på i bedste fald fire døgn, så de venter fortsat i den - må man formode - nu rimelig tæt befolkede vejrstation.
Kilde: Tristan de Cunha News.