Jenny N. Braat 25 år i Danske Maritime
Den 1. februar 2014 har adm. direktør Jenny N. Braat været ansat i Danske Maritime i 25 år. Jenny N. Braat er uddannet cand.merc. og blev ansat i Danske maritime i 1989, hvor hun startede sin karriere med at fokusere på markedsudvikling, statistik og prognose.
I 1995 blev hun udstationeret til Belgien, hvor hun i en årrække fungerede som leder af Foreningens kontor i Bruxelles. I 2000 vendte hun tilbage til Danmark, og siden da har hun varetaget Danske Maritimes interesser fra Foreningens danske kontor. I 2007 blev hun udnævnt til underdirektør, og i 2011 tiltrådte hun posten som Foreningens administrerende direktør .
Jenny N. Braat har omfattende og bred erfaring i den maritime industri. Hun er kendt i branchen som spydspids for mange af Foreningens initiativer, og hun er internationalt anerkendt som analytiker af det globale maritime marked.
Igennem de seneste 25 år har hun ikke mindst gjort sig bemærket for sit politiske arbejde, og hun har med sit store engagement formået at sætte en lang række vigtige maritime emner på den politiske dagsorden.
Jubilæet markeres med en reception den 4. februar 2014 kl. 15.30-17.30 i Amaliegade 33, 1. sal, 1256 København K.
Kilde: Danske Maritime