IMO vil have sikker korridor ud af Hormuzstrædet
IMO-rådet har været samlet til et ekstraordinært rådsmøde for at diskutere situationen i Mellemøsten og dens indvirkning på skibsfart og søfarende. Rådet pålagde generalsekretær Arsenio Dominguez, at træffe de nødvendige foranstaltninger for en sikker evakuering af handelsskibe, der er indespærret vest for Hormuzstrædet.
Foto: IMO
"Jeg er klar til at begynde at arbejde med det samme i forhandlingerne om at etablere en humanitær ramme for at evakuere alle skibe og søfarende, der er fanget. For at dette kan realiseres, har jeg dog brug for forståelse, engagement og frem for alt konkrete handlinger fra alle relevante lande og interessenter", siger generalsekretær Arsenio Dominguez.
Udmeldingen kommer samtidig med, at Frankrig, Tyskland, Storbritannien. Italien, Holland og Japan har meddelt, at de er parate til at bidrage til initiativer, der kan sikre sikker passage gennem Hormuzstrædet.
Landene konretiserer dog ikke hvordan de vil bidrage og til hvad. Tysklands kansler Friedrich Merz understreger, at en forudsætning for indsatsen er, at kamphandlingerne er bragt til ende, og at der foreligger et internationalt mandat.
Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har tidligere sagt, at Danmark som en stor søfartsnation er positiv over for at skulle bidrage til at sikre fri passage gennem strædet.
IMO-generalsekretær Arsenio Dominguez understregede i sit indjæg på rådsmødet i London, at passivitet ikke er en mulighed.
"Lad det være hver enkelt af os ansvar at demonstrere, at passivitet ikke er en mulighed, at ord alene ikke er tilstrækkeligt. Sammen kan vi drive den forandring, der er nødvendig for at beskytte velfærden for dem, der ikke har nogen stemme, og sikre princippet om fri sejlads”, sagde Arsenio Dominguez.
IMO-rådet opfordrede samtidig medlemsstaterne til at sikre kontinuerlig forsyning af vand, mad, brændstof og andre essentielle forsyninger til de skibe, der i øjeblikket ikke kan forlade regionen.
Staterne blev også opfordret til at fremme besætningsskift og besætningsfornyelse i overensstemmelse med internationale standarder for at beskytte de berørte søfarendes sundhed, sikkerhed og velfærd.
Endelig opfordrede Rådet medlemsstaterne til at sikre, at søfarendes kommunikation med deres familier og venner kan opretholdes, og at forsyninger og forsyninger forbliver tilstrækkelige til deres behov.
-mauh
