IMO styrker fokus på effektivitet
På det 110. rådsmøde i IMO, FN’s søfartsorganisation, blev budgettet for 2014-2015 drøftet intensivt. Det var et centralt punkt at se på prioritering og effektivisering af IMO’s opgaver, herunder omstrukturering af underkomitéerne.
MO’s Råd drøftede intensivt generalsekretær Koji Sekimizus forslag til budget for 2014-2015. Der var generelt støtte til de initiativer, generalsekretæren har igangsat for at effektivisere og skabe besparelser. På baggrund af drøftelserne vil generalsekretæren på det ekstraordinære rådsmøde i november fremlægge et nyt budgetforslag.
Rådet understregede desuden, at der fortsat skal være skarpt fokus på prioritering af IMO’s opgaver. Derfor skal arbejdet med at udarbejde en model for prioritering fortsætte i en arbejdsgruppe, som skal mødes primo 2014. Rådet noterede sig også ændringerne af underkomitéernes struktur, som søsikkerhedskomitéen (MSC) havde besluttet, og som blandt andet betyder en reduktion af antallet af underkomitéer fra ni til syv. Ændringerne træder i kraft fra januar 2014.
Obligatorisk auditering af medlemslandene De 40 medlemmer af Rådet, herunder Danmark, drøftede også den obligatoriske auditering af medlemslandene, hvor banen er ved at være kridtet op. Sammen med flere andre lande opfordrede Danmark medlemsstaterne til at lade sig auditere frivilligt, før systemet træder i kraft i 2016.
Endelig var en række andre emner oppe at vende, herunder: • administrative lettelser • pirateri • World Maritime Day • International Maritime Prize 2012
• IMO Award for Exceptional Bravery at Sea.
Afslutningsvist takkede Rådet den afgående formand for miljøkomitéen (MEPC), Andreas Chrysostomou fra Cypern, for hans fremragende indsats som formand for komitéen i 11 år.
Læs hele referatet fra mødet HER